Menighedens historie

 

Forhistorien

Morsø frimenighed blev dannet i 1871 som følge af de grundtvigske vækkelser, der fandt sted i 1800-tallet i hele landet, og som i særlig grad fik betydning på Mors som modvægt mod den rationalisme, der prægede mange præster i første halvdel af 1800-tallet. Inspireret af herrnhutismen, der var en vækkelsesbevægelse, som kom fra Tyskland, blev der fra 1830’erne holdt gudelige forsamlinger.

 

Således blev der holdt et i Solbjerg i 1837 blandt andre med deltagelse af Peter ’Skræppenborg’ Larsen, som var en ledende mand i forsamlingsbevægelsen, og Kresten Kold, der senere blev kendt for sin betydning for høj- og friskoler. Man ønskede forsamlingsfrihed – forsamlinger var kun tilladte, hvis præsten var til stede – og mulighed for at løse sognebånd, så man frit kunne vælge at være tilknyttet den præst og kirke, man ønskede. Og man var stærkt utilfreds med de stramme bånd, som statskirken var undergivet, bl.a. regler om, hvem der måtte gå til alters hvornår og hvordan.

 

Grundloven i 1849, sognebåndets løsning i 1855 og valgmenighedsloven i 1868 gav den formelle mulighed for at oprette en valgmenighed.

 

I 1861 oprettedes der en friskole i Øster Jølby, i 1864 begyndte en højskole under ledelse af Anders Kristian Povlsen Dal, og i 1876 indviedes et ottekantet forsamlingshus. Det var en tid og en egn med stor foretagsomhed, og i 1869 blev beslutningen taget om at oprette en valgmenighed og bygge en kirke.

 

Valgmenighed 1871-1883

I forsommeren 1869 købtes en ejendom for 6.400 rigsdaler og i løbet af de næste to år blev kirken bygget. Den blev indviet med en gudstjeneste d. 3. søndag i advent, den 17. december 1871. Som præst havde man ansat Rasmus Lund, der kom fra Jetsmark i Nordjylland.

 

Ved kirkens indvielse bestod menigheden af 233 voksne medlemmer, et antal der voksede til godt 700 frem til 1883.

 

I 1872 blev det besluttet, at kirken skulle hedde Ansgarskirken og i 1874 blev kirkegården indviet.

 

Valgmenigheden havde lov til selv at vælge sin præst, som dog skulle godkendes af den kirkelige øvrighed, men menigheden var ellers undergivet de samme krav som statskirken og var under myndighed af provsten og biskoppen, der førte tilsyn med kirken. I årene der fulgte, viste det sig, at det var for snærende bånd.

 

Rasmus Lund.

Præst 1871-1889.

 

 

 

 

 

Frimenighed 1883

Op gennem 1870'erne og begyndelsen af 1880'erne kom det gentagne gange til kontroverser mellem valgmenigheden og den kirkelige øvrighed. Det gjaldt især om sager vedrørende altergang og forhold vedrørende konfirmation.

 

Børn, der ikke var konfirmeret, måtte ikke få nadver. Alligevel gav Rasmund Lund i tre tilfælde med forskellige begrundelser nadveren til børn i løbet af 1881-82 – til Kristjane Bjerregård, Jakob Jakobsen og Else Østergaard. Ligeledes måtte man ikke tage mennesker til alters uden absolution (syndernes forladelse under håndspålæggelse), hvilket Lund i adskillige tilfælde gjorde.

 

Konfirmander måtte ikke gå til alters samme dag, de var blevet konfirmeret. Det skete dog alligevel i adskillige tilfælde, fordi mange af menighedens medlemmer boede langt væk og derfor af praktiske grunde ikke kunne forventes at komme i kirken to søndage efter hinanden. Det førte til endnu en uoverensstemmelse med provsten.

 

Endelig var der en sag i 1874 om et kirkesyn forventeligt betalt af menigheden, som provsten ville foretage, men som menigheden hverken ville betale eller følge.

 

Som følge af de mange sager, blev Rasmus Lunds anerkendelse som valgmenighedspræst i 1883 tilbagetaget af biskoppen. Men menigheden ville beholde sin præst. Den lange række af sager, der også skal ses i sammenhæng med tidens grundtvigske kamp for mere frihed i statskirken, og fratagelsen af Lunds anerkendelse som præst førte til bruddet.

I februar 1883 blev valgmenigheden derfor til en frimenighed.

 

Det var ikke uden omkostninger, for præsten havde ikke længere lov til at foretage kirkelige handlinger som vielse og begravelse. Det måtte ske ved hjælp af andre præster. Der var dog flere præster på øen, der støttede frimenigheden, og som derfor trådte til, når det var påkrævet. Fra 1901 fik folkekirkepræster tilladelse til at holde gudstjeneste med altergang i frimenighedskirker. Det var først så sent som i 1970, at vielser foretaget i frimenigheden fik fuld borgerlig gyldighed.

 

Præsterne

1861-1889 Rasmus Lund

1890-1904 Christian Emmanuel Nissen

1905-1925 Thorvald Balslev

1926-1964 Svend Krøigaard

1965-1973 Per Fisker

1973-1988 Erik Lau Jørgensen

1988-2010 Erik Overgaard

2010-2013 Hanne Dahl

2013-        Ole Kobbelgaard

 

Litteratur om Morsø Frimenighed

P.G. Lindhardt: ”Vækkelse og kirkelige retninger”, 1978

Per Fisker (red.): Morsø Frimenighed 1871 – 1971”

Erik Aalbæk Jensen: ”Livet på Øerne – Limfjorden” 1986

Rasmus Lund: ”Min afsked”, 1883

Thorvald Balslev: ”Fra min præstetid på Mors” – i Vartovbogen, 1959

Erik Lau Jørgensen: ”På lykke og fromme” (erindringer), 1989

Erik S. Overgaard: Vækkelsesrøret på Mors” – i Valg- og Frimenighedernes Årsskrift, 1996.

 

Webmaster • Henning K. Poulsen

www.morsoefrimenighed.dk